Freltofte - dengang og nu

Sidder du med et kort over Fyn, og sætter du en prik lige midt på Fyn, rammer du meget tæt på Freltofte. En lille landsby med en lang historie.

Freltofte har efter al sandsynlighed rødder tilbage til vikingetiden, men der er også fundet rester af bygninger, som kan dateres helt tilbage til jernalderen. Helt sikkert er det dog, at man har fundet skriftlige beviser på landsbyens eksistens fra år 1498. Byen havde sin storhedstid i 1800-tallet, hvor det via en række gode aftaler lykkedes at skabe velstand på egnen. Omkring 1880 nåede indbyggertallet op på 420, men herefter begyndte mange at søge ind mod byerne, hvor industrialiseringen var begyndt at blomstre. Mange søgte også i disse år lykken i Amerika, hvilket også gik ud over befolkningen i Freltofte.

150 huse og et gadekær

Efter mange århundreder med op- og nedgang i de forskellige perioder, er Freltofte i dag en hyggelig lille landsby med cirka 150 husstande og et gadekær. I Freltofte ligger husene tæt og alle kender hinanden. Den nærmeste større by er Ringe, som ligger 7 kilometer væk, mens afstanden til Odense er cirka 15 kilometer.

Egen festival

I byen findes der også en fungerende kro, Nybo Kro, som har levet en omskiftelig tilværelse gennem årene, men som i dag kan byde gæster indenfor. Trods sin størrelse kan Freltofte også byde på en festival, som går under navnet Freltofte Kultur & Musikfestival. Her er der musik med en række danske kunstnere, markedsplads og hygge for hele familien.